Volunteers / Frivillige - TeamGym European Championships 2020

Volunteers / Frivillige Join the TEAM!

Velkommen til det frivillige univers for European Championships i TeamGym 2020 / 2021

NB: The information will be in Danish, but if you are interested in information in English about joining the Volunteer Team please contact Josias Juliussen at jsj@gymdanmark.dk

Vi er så glade for at du overvejer at forhåndstilmelde dig som frivillig til EM i TeamGym. Vi har brug for din hjælp til at løfte i flok og gøre dette til det bedste EM nogensinde!

Nedenfor kan du læse om de otte teams, du kan forhåndstilmelde dig til. Mere specifikke arbejdsopgaver og roller kommer, men fordi tiderne er lidt anderledes pt. kan der være nogle opgaver, der skal justeres og nogle ekstra opgaver der kommer til.

Der er som udgangspunkt ingen aldersgrænse, så længe man føler man kan være en kompetent hjælp til et team, er man mere end velkommen. Vi forbeholder os dog retten til at vælge frivillige til og fra til nogle opgaver, hvor det f.eks. kræver en særlig erfaring eller alder.

I forhold til Covid-19, så planlægger vi et mesterskab, der kan afholdes inden for de til den tid angivne restriktioner. Det samme er gældende i forhold til dig og alle de andre frivillige, så du kan roligt melde dig til og vide, at vi ikke sætter nogen i usikre eller uklare situationer.

Når du trykker ind på tilmeldingslinket, kan du i den sidste kommentarboks notere, hvis der er noget særligt vi skal tage hensyn til.

Til at starte med, vil vi gerne bare have dig til at melde dig til gennem det nedenstående link (i den sorte boks) og udfylde tilmeldingen i vores frivillige-portal, Mobilise. Du forpligter dig ikke til noget, så meld dig til, hvis det lyder sjovt og tag gerne nogle venner og din familie med, så I alle kan blive en del af teamet!

NB: Det er vigtigt at bemærke, at vi ikke kan love, at du som frivillig får mulighed for at overvære konkurrencerne under EM. Så det skal ikke være dét, der er hele motivationen.

Har du nogle spørgsmål, så kontakt frivilligansvarlig Josias Juliussen på jsj@gymdanmark.dk

FORHÅNDSTILMELDING

Her kan du komme videre til forhåndstilmeldingen (åbner i nyt vindue)

Join the team

Arena

Hovedområdet her er ‘facility management.’ Her vil du sammen med dit team have ansvaret for, at der generelt ser præsentabelt ud i arenaen og træningshallen, hvorfor det forventes, at du har ordenssans og kan arbejde fokuseret og hurtigt.

Derudover har vi brug for folk til at guide publikum på plads, evt. tjekke billetter og sørge for at der er god skiltning og godt flow blandt publikum. Der vil også være opgaver dagene op til konkurrencerne med at klargøre arenaen, inden dørene åbnes for publikum.

Catering

Inden for catering vil du primært komme til at stå for forplejning og opfyldning i både VIP-områder og mødelokaler, samt sørge for at der er vand m.m. til dommere under konkurrencer osv. Du kommer til at hjælpe med frivilligbespisningen og delegationsbespisningen, der foregået i kulturcentret Tapeten, der ligger fem minutters gang fra Ballerup Super Arena. Vi forventer, at du har overblik og sans for orden og renlighed.

International

Support og hjælp til internationale partnere, f.eks. med pointstyring. Der er også to frivillige der skal være hjælpere til European Gymnastics maskot og muligvis nogle roller inden for international kommunikation.

Det er vigtigt at du her har et godt mundligt engelsk, skriftlig er også en fordel.

Kommunikation & SoMe

Kommunikationsteamet har mange forskellige opgaver, så der er helt sikkert også en til dig. Vi har brug for frivillige til Mixed Zone (området hvor gymnasterne bliver interviewet). Vi skal bruge SoMe-frivillige, der er skarpe med deres mobil og kender alle features på Instagram og frivillige der er gode til at skrive og har lyst til at prøve kræfter som journalist og en fotograf-assistent, der er ferm med SD-kort, computer og kamera.

Hvis du forhåndstilmelder dig kommunikationsteamet, tager vi efterfølgende en snak om hvad du særligt gerne vil lave og hvad du er god til, inden vi uddeler de specifikke roller. Så hold dig ikke tilbage – vi skal nok finde det perfekte match.

Redskaber

Som redskabshjælper vil dine arbejdsopgaver være at opstille redskaber inden konkurrencerne i både træningshal og arena, samt at pakke redskaberne ned igen. Du skal have kendskab til redskaberne samt opstilling og have erfaring i arbejdet med dette.

På redskabsposten er du en del af et team, der refererer til den ansvarlige på området, og I har også ansvar for at redskaberne fungerer optimalt under konkurrencedagene og får den service, de har brug for. Hvis et redskab f.eks. går i stykker og må repareres eller udskiftes, er det redskabsteamets opgave at få dette løst. Du skal derfor være hurtig, relativt stærk og effektiv

Transport

Som frivillig på transport-posten vil din fornemmeste opgave være at transportere de delegerede og VIPs til og fra eventen. Det vil blandt andet være fra lufthavn til Ballerup Super Arena, hoteller eller andre destinationer. Og det forventes som minimum, at du har et kørekort (også gerne stort kørekort) og er hjælpsom og imødekommende.

Ceremonier

Til ceremonier efter endt konkurrence skal vi bruge frivillige til mange forskellige opgaver, såsom det generelle ansvar for alle ceremonier og medaljeoverrækkelser, ansvar for timing og kontrol, og nogle til at følge og guide de vindende gymnaster og de officielle repræsentanter, der uddeler medaljerne. Derudover skal der bruges medalje-bærere, blomsterbørn og nogle til at organisere flag-hejsning.

Delegationsguide

Er du frivillig på guide-posten, vil du være det første ansigt, som de deltagende ser, når de ankommer til Danmark. Du vil være eventens ansigt udadtil og være ansvarlig for modtagelse i lufthavn og på banegård. Det er derfor vigtigt, at du er imødekommende, hjælpsom, smilende og har gode engelskkundskaber. Du vil være i tæt kontakt og samarbejde med de frivillige inden for transport-området.

FORHÅNDSTILMELDING

Her kan du komme videre til forhåndstilmeldingen (åbner i nyt vindue)

Join the team